Af Kai Christiansen, fhv. byguide og omviser i Thorvaldsen Samlingen på Nysø
Ved begyndelsen af 1800-tallet var Præstø en lille fattig by med simple brandfarlige huse. Byen havde i løbet af 1700-tallet oplevet pest og krig, og den nedbrændte flere gange. Med et indbyggertal på 480 i 1801 var Præstø en lille by. Indbyggerne i slutningen af 1700-tallet var bl.a. en byskriver, en chirugus (læge) hertil kommer 26 håndværksmestre. Der var for eksempel 10 skomagere, fem bødkere, tre skræddere, to murermestre, en gørtler, en vejrmøller, en brændevinsbrænder, en parykmager og en pottemager. Byen kan heldigvis stadig glæde sig over at have en pottemager, og murermestre har vi også, men de øvrige håndværk er for længst erstattet af industriproduktion.
Men 1800-tallet skulle vise sig at blive en gylden tid for Præstø. I Danmark havde bønderne vundet deres frihed igennem ophævelse af stavnsbåndet og udskiftning af landbruget, hvor jorderne samles og privatiseres, og gårdene flytter ud til deres jord. Samtidig forbedres landbrugsmetoderne med bedre redskaber som for eksempel svingploven, der erstatter den tunge hjulplov. Op igennem århundredet bidrog også dampkraften og andelsbevægelsen til stigende velstand. Alt dette medvirker til, at Præstø får et nyt, købedygtigt opland. Med loven om fri næring, som blev vedtaget i 1857 og trådte i kraft i 1862, blev handlen givet fri, og lavsvæsenet afskaffet. Det var endnu et frihedsinitiativ, der stimulerede udvikling. Men det var også en udfordring for håndværkerstanden. Bygningen af Teknisk Skole og Håndværkerforeningen, som fik til huse på Frederiksminde, var eksempler på, hvordan håndværkerne beskyttede og udviklede deres position.
Endnu en fremmende faktor var, at England ophævede sit forbud mod kornimport, hvilket åbnede et stort marked for landbrug og handel i Danmark.
Nu var grundlaget for, at driftige borgere kunne skabe handel og velstand i Præstø, lagt. Først skulle transportvejene forbedres. I 1805 blev øen Præstø landfast, så det blev nemmere at transportere varer til byen. Men de skulle også videre ud til verden. Der var brug for en bedre havn. Allerede i 1800 ansøger byen Rentekammeret om tilladelse og lån til opmudring og anlæggelse af havnen. Men der kom intet svar. Byen søger igen i 1813, men forgæves. Først i 1828 var havnen færdigbygget. Effekten var kolossal, lånet blev tilbagebetalt i ekspresfart, og havnen blev Sjællands fjerde største havn.
Moderne virksomheder blev anlagt. Som eksempler kan nævnes Præstø Jernstøberi, som producerede landbrugsmaskiner, det første på Sydsjælland, Præstø Mejeri, produktion af Esprit de Valdemar og chokolade på Aarsleffs apotek, flere brændevinsbrænderier, bomuldsvæveri, et bogtrykkeri, Antoni-bryggeriet og skibsbyggeri. Alt dette, og ikke mindst handlen med landbrugsvarer som korn, flæsk og træ, bidrog til at skabe velstand. De to ikoniske pakhuse blev bygget. Købmand Grønvold byggede sit pakhus i 1842 og A.C. Olsen byggede sit pakhus ved havnen i 1896.
I 1890 levede for eksempel 617 af håndværk og industri, 358 af handel og omsætning, 52 af søfart, 32 af fiskeri, 54 af jordbrug, fire af gartneri, fire var i fængsel og 14 nød almisse.
Det var gyldne tider, og byen voksede. Men der blev stillet krav til byggeriet. Man kunne ikke længere bygge de lerklinede huse med stråtag; de var for brandfarlige. Der skulle være fast tag, og murene skulle være i mursten. Resultaterne ser man i dag, når man går rundt i Præstøs skønne brostensbelagte gader og de små stræder, som sikrede hurtig adgang ved brandslukning.
I 1823 kunne det nye, moderne rådhus, som senere blev udstyret med en arrest, åbne, og flere bygninger og institutioner følger. Frederiksminde, nu badehotel, blev bygget som borgerforening i 1870. Hertil kom Teknisk Skole, Præstø Avis, sygehus og alderdomshjem. Vækst og udvikling blev også sikret igennem bankvæsnet, herunder Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, Herregårdssparekassen og Sydsjællands Låne- og Sparebank. Præstø var blevet en moderne by.
Indbyggertallet blev tredoblet fra cirka 480 i 1801 til 1500 i 1900. De mange nye virksomheder krævede mange medarbejdere. Havnen var den travleste arbejdsplads i byen. De store købmandsgårde krævede også betydelig arbejdskraft. Byen havde behov for nye borgere.
Præstø gjorde sig attraktiv for nye borgere ved at etablere gratis byggegrunde. Dette var lovligt ifølge kongeligt reskript. Også side- og baghuse blev udnyttet til ny beboelse. Byen blev kloakeret, og der blev ved slutningen af århundredet bygget et gasværk. Alt dette accelererede byggeaktiviteten. Det gav grobund for udviklingen af en betydelig håndværkerstand, der kunne ernære sig igennem byens aktiviteter.
Den lokale handel foregik ikke via butikker, som vi kender det i dag. Håndværkerne solgte deres ydelser direkte fra eget værksted. Desuden var der markedsdag to gange om ugen, og tre gange om året blev der holdt et stort marked.
Kai Christiansen (f. 1935) er fhv. skolelærer og lokalhistoriker i Præstø. Han er desuden fhv. byguide i Præstø og omviser i Thorvaldsen Samlingen på Nysø. Kai har i mange år været engageret i Præstø Lokalhistorisk Forening og har skrevet et væld af artikler om Præstø by og dens beboere.