3/3 · D.G. Monrad i Præstø / Præstø i det monradske Danmark
I 3 artikler følger vi D.G. Monrad. Først i drengeårene, hvor han var plejebarn hos købmand Kornerup i Præstø. Dernæst ser vi på den ”revolutionære” Monrad en af fædrene til junigrundloven 1849. Vi følger grundlovsarbejdet tilbage til Præstø, der skabte danmarkshistorie ved at omgå den demokratiske proces som D.G. Monrad havde planlagt. Til sidst følger vi Monrad i krigen 1864, hvor han var konseilspræsident (statsminister). Vi mistede 2/5 af Danmarks territorium under den fatale krig og Præstøs mænd og borgere måtte også undgælde for krigen 1864.
Ditlev Gotthard (D.G.) Monrad (1811 – 1887) var en af 1800-tallets betydeligste politikere. Det var ham, der skrev udkastet til junigrundloven af 1849 og han var konseilspræsident (statsminister), da Danmark tabte krigen i 1864 og måtte afstå hertugdømmerne og derved fik sin grænse ved Kongeåen. Ind i mellem disse to betydningsfulde hændelser nåede han også at øve stor indflydelse igennem sit arbejde som debattør, kultus- og indenrigsminister samt præst og biskop. Men inden da var han lige en tur forbi Præstø.
Artikel 3/3
Det store grundlovsdrama i Præstø og krigen 1864
Af Susanne Volqvartz
I Præstø stillede husmandsvæveren Hans Hansen fra Mern op imod den hæderkronede københavnske professor H.N. Clausen, som havde været censor for Monrad. Den 43-årige væver som repræsenterede Bondevennerne, må have været anset for en farlig modstander, for det samlede borger- og præsteskab i Præstø samledes i en fælles bestræbelse på at hindre valget af ham. De gravede en gammel sag mod væveren frem. Han havde i sin ungdom været varetægtsfængslet i 4 måneder anklaget for tyveri. Han var dog aldrig blevet dømt. Til gengæld var Grundtvig i 1825 blevet dømt for injurier mod samme H.N. Clausen som væveren stillede op imod, og straffet med en bøde og livsvarig censur. Censuren blev dog ophævet efter 12 år. Borgerskabet så stort på Hans Hansens frikendelse, de gennemførte en smædekampagne, der skulle miskreditere ham. Da det ikke lykkedes at skræmme hans vælgere væk, forsøgte man sig med at manipulere med optællingen af stemmerne. Men den gik ikke. 570 havde stemt på væveren som repræsenterede den fattige befolkning i Præstø og kun 330 havde stemt på borgerskabets kandidat fra København.
Da det således ikke lykkedes at fjerne Hans Hansen i forbindelse med valget, brugte H.N. Clausens tro væbner pastor Rørdam prædikestolen i Mern til at miskreditere ham. Her svinede han den efterfølgende søndag væveren og bønderne til, og de lærde fortsatte deres smædekampagne igennem velvillige aviser. Det blev for meget for Hans Hansen og Bondevennerne. Skræmte over denne ”shitstorm” trak de deres kandidatur.
H.N. Clausen blev udpeget til den grundlovgivende forsamling af kongen, så der kunne vælges en ny kandidat i Præstø
Det kan i parentes bemærkes, at det var til pastor Rørdam og et folkemøde i Mern Hestehave, at en kongetro Grundtvig i 1843 skrev Velkommen i den grønne lund. Sangeren Erik Grip gjorde i 1980-erne sangen til folkeeje. Anledningen til sangen var et møde i den slesvigske stænderforsamling, hvor man som oprør mod den danske konge forhindrede deltagerne at tale dansk.
Grundtvig vælges i 2. valgrunde
Grundtvig, der var blevet vraget ved valget på Nyboder og af kongen, blev nu bragt på bane i Præstø. Grundtvig havde gode relationer til byens borgerskab, til kirken og godsejerne. De støttede op om Grundtvig som kandidat ved et omvalg en måned senere. Hans modkandidat var Bondevennernes kandidat sognefoged Jens Jensen. Også han trak sit kandidatur tilbage. Det skete efter, at hans gamle præst og lærer pastor Rørdam, der førte en intens valgkamp for Grundtvig, kort før valghandlingen personligt havde besøgt Jens Jensen.
Jens Jensen meddelte de godt 600 vælgere, der var mødt frem til valghandlingen, at han ikke ville stå i vejen for sin gamle præst og lærer, som han også mente var en trofast bondeven. Efter dette stemte 600 på Grundtvig og 11 stemte imod.
Historien fra Præstø skabte danmarkshistorie som eksempel på de vanskeligheder det spirende demokrati stod over for. (Læs mere i Præstø Krønike af Eva Damsgård og Da Præstø blev moderne af Hans Christian Thomsen)
Det slesvigske spørgsmål
Alt imens omvæltningen fra kongemagt til repræsentativt demokrati gik sin gang i Danmark skabte Slesvig-Holsten ustabilitet i Danmark. Efter fredsslutningen ved Wienerkongressen i 1814 kunne hertugdømmerne melde sig ind i det tyske forbund. Danmark skrev under på, at de ikke ville blive opdelt. Indbyggertallet i Danmark var på ca. 920.000 mod ca. 600.000 i hertugdømmerne.
I 1848 kom det til en opstand i Slesvig-Holsten mod Danmark med krav om en fri forfatning og selvstændighed. Det udløste den første slesvigske krig. Danmark vandt knebent. Den endelige fred blev forhandlet igennem i London i 1851-52. Den indebar, at Slesvig-Holsten skulle forblive samlet og Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark end Holsten.
Den danske regering ledet af den nationalliberale C.C. Hall brød med denne aftale i november 1863. Det så den nye tyske ministerpræsident Otto von Bismarck som en kærkommen lejlighed til at angribe Danmark. Fra februar 1864 til august rasede krigen om hertugdømmerne mellem Danmark og Tyskland/Østrig. Der var kæmpe tab på den danske side og stormagternes forsøg på at mægle ved en fredskonference i London mislykkedes. Resultatet var, at Danmarks nye grænse kom til at gå ved kongeåen. Danmark havde tabt 2/5 dele af sit territorium. Det Slesvig, som man i novemberforfatningen af 1863 havde indlemmet i Danmark, var helt tabt.
Det var ministeriet Monrad, der fik ansvaret for dette tab. Det var sådan set ikke retfærdigt, han tabte nok krigen, men han startede den ikke. Det gjorde regeringen C.C. Hall. Selve krigen blev utvivlsomt håndteret dårligt af den danske regering, som valgte at topstyre slagets gang fra krigsministeriet i København og som først tøvede med at indgå i fredsforhandlinger i London og siden ikke kunne bekvemme sig til at træffe en beslutning. Udfaldet kunne måske være endt med en opdeling af Slesvig ved Flensborg. Det endte i stedet med en total kapitulation og en grænse ved Kongeåen. Regeringen Monrad blev inden den endelige fredsslutning fyret af kongen og erstattet af en konservativ regering.
Monrad udvandrede herefter til New Zealand, hvor han blev i ind til 1869.
Slaget ved Helgoland
Danmark talte få sejre i 1864. En af dem var slaget ved Helgoland. 3 danske krigsskibe var udkommanderet til Helgoland for at blokere Det tyske Forbunds havnebyer. Overfor dem stod 5 tyske/Østrigske krigsskibe. Det lykkedes fregatten Jylland at ramme et af de Østrigske skibe, hvorefter de alle trak sig tilbage.
Netop i dette slag deltog 10 mænd fra Præstø. Som handelsby med sejlskibsfart var det oplagt at stille med sejlkyndige soldater. Men også landsoldater fra Præstø deltog i krigen. I Præstø som i resten af landet mærkede man følgerne af de mange faldne soldater i krigen. For at afbøde de værste økonomiske tab for familier, der mistede en far eller søn til krigen, blev der foranstaltet en indsamling til tøj, varme og husleje for de udsatte familier. 288 rd. blev der samlet ind. (Læs mere i Hans Christian Thomsen Da Præstø blev moderne.)
Litteratur:
Tom Buk-Swienty, 1864 – slagtebænk Dybbøl, Gyldendal
Eva Damsgård, Præstø Krønike. Museum Sydøstdanmark Forlaget Museerne
Henrik Gade Jensen, Monrad Vilje, tidsånd og tro. Kristeligt Dagblads Forlag
Kai Just, Menneske og Mand -riget, magten og æren. Forlaget Hovedland
Hans Christian Thomsen, Da Præstø blev moderne. Kumpanernes Forlag
Gamle Huse i Præstø. Fredningsstyrelsen – Præstø Kommune
Thomas Nielsen, Langebæk Historiske arkiv, din egns hukommelse
Fri for Tiltale af Thomas Nielsen, forlaget Attika 1998