De forældreløse børns Præstø

I midten af 1800-tallet var det ikke ualmindeligt at dø i en forholdsvis ung alder. Børnedødeligheden var høj, og selvom en del mennesker opnåede en ret høj levealder, var det ikke ualmindeligt at dø inden man blev 50 år gammel.

I mange tilfælde var det umyndige børn, der mistede en forælder – og i nogle tilfælde døde begge forældre inden for kort tid efter hinanden.

Jeg har fundet et tilfælde ud fra kirkebogen for Præstø 1840, hvor der var konfirmation i Præstø Kirke. Jeg faldt over en ung pige, der var plejebarn og satte mig for at undersøge hendes liv nærmere.

Frederikke Neusch var født i Præstø i 1826. Hun var datter af vægter Hans Hendrichsen og Christiane Pedersdatter, men forældrene døde med tre ugers mellemrum som fattiglemmer i 1829, og hun kom derefter i pleje. Jeg har desværre ikke kunnet finde korrespondance om plejeforholdet hos fattigvæsenet. I folketællingen fra 1834 kan jeg se, at hun boede som fattiglem hos hattemager Nommesen og hans hustru, Karen.

Frederikke blev konfirmeret i 1840, da hun var 14 år gammel. Hendes karakterer var mg (lidt over middel) i kundskaber og mg i opførsel. Derudover er der noteret, hvornår hun blev vaccineret. Det er en vigtig oplysning. Danmark var plaget af koppeepidemier indtil begyndelsen af 1800-tallet, og i 1810 besluttede Frederik 6. og hans regering, at befolkningen skulle vaccineres mod kopper. Det var ikke frivilligt, for uden en vaccination kunne man hverken blive konfirmeret, gift eller komme i lære eller ind til militæret, medmindre man kunne dokumentere, at man havde haft kopper.

Det var almindeligt at komme ud at tjene, og for en pige, der som fattiglem var sat i pleje var det i særlig grad nødvendigt for at tjene til dagen og vejen, for hun kunne ikke forvente at blive forsørget af plejefamilien. I december 1840 blev Frederikke registreret som tilflytter i Beldringe sogn, hvor hun havde fået en stilling som tjenestepige. Det sidste, jeg har kunnet finde om hende, er at hun vendte tilbage til Præstø i april 1841.

Det var ikke ualmindeligt, at forældreløse børn kom i pleje hos familier i byen, og af de fem piger og 11 drenge, der blev konfirmeret i Præstø i 1840, var tre i pleje. Frederikkes forældre døde som sagt få år efter hendes fødsel. Jens Peter, der også var født i 1826, mistede sine forældre med et halvt års mellemrum i 1835. Faren var værtshusholder i Grønnegade, og hans enke fik få uger senere bevilling til at sidde i uskiftet bo med de i alt fem hjemmeboende søskende. Moren døde i september, og da arven blev endelig opgjort senere samme år, blev den delt ligeligt mellem børnene, der også kom i pleje hos familier. Hvordan det siden gik Jens Peter, har det ikke været muligt at finde ud af.

Vil du vide mere om fattigdom i 1800-tallet? Så tag et kig på vores artikel om det her https://www.gyldnedage.dk/naar-fattigdommen-banker-paa/

Stella Borne Mikkelsen
Arkivar, Vordingborg Kommune