Kvinderne glemmes i meget historieskrivning. Det rådede vi bod på til Gyldne Dage i Præstø 2024, hvor de besøgende kunne møde Præstøs kvinder i deres vante omgivelser.
Det er kvinder fra toppen og bunden af pyramiden herunder adel og borgerskab f.eks. købmandsfruen, tjenestepigen, fattiglemmet og huslærerinden. De fortalte hver især om deres liv, bekymringer og drømme.
1. Pauline Worms monolog
Af Anna Sarah Rye Vestergaard
Læs her om lærerinden Pauline Worm. Hun fortæller sin historie i 1850, hvor hun en er huslærerinde hos købmand Hald. Pauline Worm var i familie med købmandens kone og med købmand Worm.
Scenen udspiller sig sidst i juli 1850 – gerne ved købmand Worms kornmagasin – Torvestræde 3
PW har over sin kjole en rød- og hvidternet kappe samt en hat med en tilsvarende fjer, hendes patriotisme afspejles i hendes klædedragt.
I den første Slesvigske krig, borgerkrigen på dansk jord, i Slesvig-Holsten har danskerne netop fået overtaget i krigen i slaget ved Isted 25. juli 1850.
Pauline Worm 1825-1883 kom til Præstø i 1847, da var hun 22 år.
“Jeg er pavestolt af at være dansk!
Som I ved, led slesvig-holstenerne i går et stort nederlag til de danske soldater i slaget ved Isted! Den dato – 25. juli 1850, vil danskerne altid mindes med stolthed!
Med dén sejr over Hertugdømmerne skal soldaterne hyldes som helte med en folkefest i skoven ved Præstø, når de vender hjem.
Åh – jeg er så optaget af sejren, at jeg glemte at præsenteret mig. Jeg er Pauline Worm og er vokset op i Hyllested præstegård. Begge mine forældre er rundet af gamle præsteslægter, derfra har jeg arvet min kærlighed til fædrelandet, min stridslyst og min interesse for poesi. Jeg ser mig selv som lidt af en digter, lidt af en tænker og lidt af en Valkyrie.
Min rød-hvide kappe har jeg hver dag, krigen igennem, båret for at vise min fædrelandskærlighed, – ingen skal være i tvivl om min patriotisme!
Jeg kom til byen for tre år siden, i 47, for at undervise nogle af byens pigebørn, jeg er nemlig uddannet privatlærerinde -jeg taler flere sprog og elsker at skrive breve på andre sprog.
Det er min bedstefars bror, købmand Christian Worm, som ejede dette smukke pakhus. På loftet opførte Det Kgl. Teater for mange år siden en forestilling, som blev et stort tilløbsstykke. I vinters opførte vi dilletanter en komedie af Holberg, åh, hvor jeg morede mig, det var så morsomt at deltage.
Kender i soldatersangen ”Dengang jeg drog afsted”, som alle nu synger. Peter Fabers sang vandt i en konkurrence over en af minesoldatersange, ”Krigssang” for det unge Danmark”, som er noget mere bloddryppende end hans populære sang, for jeg skriver om heltedåd og kamplyst. Min patriotisme viser jeg også, når jeg skriver.
Da redaktør Carl Ploug trykte mit digt til Frederik VII i avisen ”Fædrelandet”, troede mange, at det var Plougs eget, for mit navn blev ikke nævnt. Det er fordi, jeg er kvinde, det er tankevækkende, men det er meget vanskeligt for kvinder at få noget udgivet, det mest almindelige er, at kvinder skriver under et mandligt synonym. Man vil ikke have, at kvinder ytrer sig i det offentlige rum. Hverken i tale eller på skrift. Nå, men under alle omstændigheder blev dette hyldestdigt min første indtræden i den danske litteratur.
I Danmark har vi netop fået en grundlov, det husker I nok – med al den ballade oppe på Torvet mellem væveren fra Mern og Grundtvig, men gæt éngang hvem de rettigheder ikke gælder for – rigtigt – vi kvinder!
Kvinder er faktisk juridisk umyndige, det er vores fædre, og når vi gifter os, vores mænd der bestemmer over os, dem er vi juridisk underlagt.
Det vil jeg sige, det accepterer jeg ikke, det er himmelråbende uretfærdigt. Derfor debatterer og skriver jeg – når det lader sig gøre – om kvinders manglende rettigheder. Kvinder skal ikke længere defineres som pyntedukker og slavinder. Jeg har skrevet et lille digt, der fortæller om kvindeopfattelsen og hvordan de fremstilles i litteraturen, men også om hvordan kvinder i virkeligheden er. For kvinder er tænkende væsener af kød og blod:
Læses op
”Hun er Menneske – ej Blomst, ej Stjerne,
Morgenrøde, Æther, Duft og Damp,
Hun har ikke Hjerte blot men Hjerne,
Hendes Liv er ikke Leg, men Kamp.”
Kvinders frigørelse er min sag, for der er så mange barrierer for kvinder. Vi skal have adgang til at uddanne os, hvordan skal en ugift kvinde, på fornuftig vis, ellers kunne forsørge sig selv, hvis de ikke kan kvalificere sig gennem en uddannelse?
Nu er kvinder nødt til at gifte sig af økonomiske grunde – altså for at blive forsørget. Jeg mener, at vi skal undgå de økonomisk betingede ægteskaber. Ægteskab, mener jeg, skal indgås på en gensidig hengivenhed for hinanden. Derfor skal kvinder også være fuldgyldige politiske borgere, med stemmeret og valgbarhed – og naturligvis være juridisk uafhængig af andre.
Jeg arbejder hårdt på at få gennemført en læreruddannelse for unge kvinder, så de kan undervise i skoler over hele landet. Det skallykkes!
Så er jeg bomsikker på, at det nok skal lykkes os kvinder at får både valgret og blive valgt til Folketinget. Og jeg er ganske overbevist om, at vi indenfor få år vil kunne deltage i den offentlige debat og holde taler. Det kræver blot planlægning og strategi!
Jeg skal nok få den lærerindeuddannelse for unge kvinder gennemført!
Inden længe vil jeg videreuddanne mig, jeg vil tage institutbestyrerprøven, som er den første kompetencegivende boglige eksamen, vi kvinder har fået adgang til.
Så må jeg forlade denne lille, smukke og meget fattige, købstad, hvor jeg fik mit litterære gennembrud med både en roman og en digtsamling – det bliver et ny kapitel i mit liv!”
Hvad er en Valkyrie?
En Valkyrie: kvindelig guddom som ifølge nordisk mytologi var udset af Odin til at vælge, hvem der skulle dø på slagmarken, og føre dem til de døde krigeres bolig, Valhal.
Under Gyldne Dage i Præstø 2024 kunne gæsterne møde 6 af Præstøs kvinder fra perioden 1845 til 1870. De fortalte hver især om deres liv, problemer og håb.
Fortællingen er skrevet af Anna Sarah Rye Vestergaard og den blev fortalt af Marianne Rasmussen
2. Astrid Stampe
Af Anna Sarah Rye Vestergaard
Astrid Stampe, 1852–1930. Maj 1869, Astrid er 16 år og netop hjemvendt fra en længere europarejse sammen med sine forældre og storesøsteren Rigmor.
Det er netop et år siden, at hendes elskede bedstemor Christine Stampe døde.
“Hvor er det morsomt, at I har lyst til at høre om mit 16-årige liv!
Jeg er Astrid Stampe, og mine forældre er lensbaron Henrik og baronesse Jonna Drewsen Stampe. Mor er vokset op i en intellektuel familie i København, og så har jeg tre søstre Rigmor, Christine og Jenina. Bedstemor og bedstefar er Christine og Henrik Stampe på Nysø, men bedstemor – som jeg holdt så umådelig meget af, døde netop for et år siden, jeg savner hende sådan, selv om hun var streng, men jeg tror, at jeg var hendes yndling!
Jeg er netop kommet hjem fra en stor europarejse sammen med far, mor og min storesøster Rigmor. Et halvt år var vi på farten. Mest i Italien – i Rom boede vi længe. Her blev jeg mægtig gode venner med Ville Heise, hendes far er godsejer Alfred Hage på Oremandsgaard – lige udenfor Præstø. Vi var helt i Napoli og Sorrento, og da mor gik ud på balkonen og så udsigten over Napolibugten, fik hun helt tårer i øjnene, så grebet blev hun. Men så sagde jeg også: ”Jeg synes for resten, at der er smukkere ved Præstø bugt.” Så da vi igen gik i land i Bøjet efter at have sejlet fra København, var det mig, der græd af grebethed for, hvor jeg dog elsker skovene her, Rævsvænge og Skibbinge Hovedskov, det er mine skove, for vi bor på Christinelund.
Mine søstre og jeg har altid færdes helt alene i skovene, jeg elsker de store, mægtige træer, dyrene og planterne. Her glenter, musvåger og massevis af snoge. Da vi var mindre morede det os at tage snogene op i forklæderne, løbe hurtigt hjem, tage dem op i halerne, stikke dem op imod vores piger, så skreg de af skræk. Nå, men de lugter nu fælt, de snoge! Det var nu også morsommere at kravle i træerne både i skoven og i haven.
Mor har kendt H.C. Andersen siden sin barndom, de har skrevet sammen lige siden – ja, det var faktisk ham, der hjalp far og mor med at få hinanden, for bedste ville ikke, at de skulle giftes, mor var ikke fin nok. Så holder jeg usigelig meget af at høre ham læse sine eventyr op, når han besøger os på Christinelund. Men én gang da vi morede os med at høste raps i Kokkemarken, var vi ikke særlig glade, da der kom bud om, at han ville læse for os, men ellers elsker vi det.
Rigmor og jeg skændtes altid, ja, sloges gjorde vi, da vi var mindre. Jeg har en forfærdelig heftig natur, og hun er altid så rolig, og så driller hun. Men i Venedig, da vi skulle dele værelse, blev vi enige om – fremover at forliges.
Vi fire søstre bliver undervist af vores privatlærerinde. Regning er altså ikke mit bedste fag, jeg kan hverken den lille tabel eller dividere. Når jeg skal regne, skriver jeg vers i regnebogen. Så blander Rigmor sig, og er belærende. Så beder jeg hende om at passe sig selv, men det er ikke pænt sprog, så bliver jeg sendt udenfor døren.
Jeg husker engang, jeg sagde til frøken Anker, da jeg blev sendt udenfor. ”Det er nu mit princip, at hver gang Rigmor blander sig i mine ting, siger jeg: ”Hold din mund, og pas dig selv”, og med den replik gik jeg. Ind kunne jeg komme, når jeg bad om forladelse. Fransk er jeg god til, for vi taler altid fransk hos frøken Anker. 2
Det hænder, at vi er uartige mod frøken Anker, så bliver vi kaldt op i mors lille yndige stue med de gule møbler, så taler hun alvorligt til os, og så beder vi frøken Anker om forladelse.
Jeg elsker naturen, og er vokset op som naturbarn. Far lærte mig om skovene, markerne og alle dyrene. Da jeg var mindre, holdt jeg høns, dem elsker jeg, men de er fulde af lopper, så når jeg ordnede hønsehuset, måtte mor fjerne en forfærdelig masse lopperne fra mig bagefter. Dengang sagde jeg altid, at jeg ville være hønsepige med et uægte barn, når jeg blev voksen, fordi jeg elskede høns så højt, og fordi moderen har rådighed over det uægte barn. Mødre har nemlig ikke nogen råderet over børnene, hvis hun er gift, for i ægteskabet er det faren, der bestemmer alt!
Jeg grubler meget, og har siden jeg var 12 lagt mærke til de forskellige rettigheder mine forældre har. Både far og mor mener, det er faren der bestemmer, fordi han er manden. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor mor altid skal adlyde far. Hvorfor skal han bestemme, om mor må låne hestene? Jeg spurgte så mor, hvorfor hun ikke bare bad om at få spændt for, for når ægtefæller har fælleseje, må hun da have samme rettigheder, over hestene, som far.
Så svarede mor, at det står i skriften, at hustruen skal være sin mand underdanig, så det må vi bøje os for! MEEN – så læste jeg alle fire evangelier igennem, og satte streg under alt det Kristus har sagt. Og jeg kan sige jer, at Kristus ikke har sagt noget om, at stille kvinder under manden.
I mors hjem talte kvinderne med om politiske og samfundsmæssige emner, men når mor deltager i debatter her og kommer frem med sine frisindede meninger, bliver hun bare irettesat. Så hedder det: ”Tag De deres mands meninger, Jonna; det klæder en kone bedst.”! Dét harmes jeg over, som om kvinder ikke kan tænke selv! Men omgangskredsens holdning er nu den aristokratiske gammeldags kønstænkning om kvindens plads i ægteskabet.
Jeg tænker altså meget over den forskel, der er på drenge- og pigeopdragelse, og hvad det kommer til at betyde, når man gifter sig. Når drenge skal uddanne sig kommer de på skoler, men piger skal blive hjemme og lære at sy og brodere.
Nå, men efter vi er blevet konfirmeret, har mor givet os lov til at læse allerede efter frokost, for mor er idealist og lægger vægt på, at vi udvikler vores ånd, derfor er vores opdragelse meget forskellig fra vores veninders på herregårdene, de lærer at sy og brodere og at skulle behage en mand, de må først læse efter klokken fem. Men vi skal lære at bruge vores forstand!
Men tysk siger mor, må vi ikke lære, jeg var 11 et halvt år, da krigen i 1864 med tyskerne brød ud, og jeg husker tydeligt mors usigelige sorg, da Dannevirke blev rømmet, det var lige ved fastelavnstid – og vi børn var vant til at rise hele huset op, men dén gang forbød mor os det. Vi tabte jo krigen!
Tænk jer, vi har netop fået indbydelse til at deltage i kronprins Frederiks vielse med prinsesse Lovisa af Sverige, det glæder jeg mig overordentligt til, mit første rigtige bal, og så på Christiansborg Slot!”
3. En tjenestepige
Af Susanne Wiederquist
Personen:
Hold da op! Er der gået ild i noget, siden herskabet står her og kigger? Nå, ikke.
Er det mig, De venter på?
Men jeg er da ikke noget særligt. Der findes tusindvis som mig.
Jeg hedder Anna Jensen, og jeg voksede op på en ejendom i Bårse. Min far var selvejer med 5 køer og 17 grise. Min mor døde i barselsseng med nummer ni. Alle vi levende blev sendt ud at tjene, bortset fra min søster Beate, som holdt hus for vores far til han døde.
Baggrund:
Jeg var kun 12 år, da jeg kom ud at tjene. Bagefter blev jeg fæstet enepige hos en værtshusholder i Jomfrustræde.
Det var ikke nogen god plads. Min husbond truede med tørre tæsk for den mindste ting. Men han turde ikke slå, for det er forbudt at tugte piger under 16 år. Drengene kan husbond til gengæld give med krabasken indtil de fylder 18 år.
Nuværende sted:
Bagefter kom jeg til Johan Larsen. Det er mit held, da jeg er rigtig glad for at være her. Jeg er dog lige ved at dejse om, for pigen, Marie er blevet syg.
Så nu hjælper jeg med madlavningen til familien og de 8 svende og de 5 lærlinge, gør rent, bærer brænde, render byærinder, lapper tøj og passer ungerne, som tér sig som lopper.
Nå, det jo ikke mig, der bestemmer. Det er husbonds ret. Hans kone gør bare, hvad hun får besked på, og hun kan i hvert fald slet ikke styre afkommet. Jeg håber på, at Marie snart bliver rask.
Jeg har bare at rette efter hans bestemmelse.
Historien om vasen:
I sidste uge var jeg dog lige ved at forløbe mig, da vasen væltede. Den røg lige ned af buffeten. Den gik i mindst 30 stykker, da den ramte gulvet. Klinkes kan den ikke.
Konen græd, og husbonden blev rød som en kogt hummer, da han opdagede det.
Jeg forsøgte at forklare, at nogen havde flyttet den. Men han ville ikke høre. Jeg tør slet ikke fortælle, hvad han kaldte mig, selvom jeg ikke forstod det hele.
Jeg aner jo ikke, hvad uagtsomhed og erstatningspligt betyder, men det fandt jeg ud af.
For han siger, at han jeg får mindre i løn til næste fæstedag, fordi jeg skal betale for det ødelagte. Hvilket jeg er rigtig arrig over.
Historien om pigen:
Men så kom jeg i tanke om en pige jeg kender, som ikke ville finde sig i, at hun skulle betale for noget, der var gået i stykker.
Jeg fatter ikke, at hun turde, og jeg skal love for, at hun fik ren besked.
Husbond råbte til hende, at hun risikerede, at han gav hende bøder for ulydighed.
Som om det ikke var nok, truede han hende med fængsel i op til fem dage for opsætsighed. Måske endda på vand og brød. Hun slap dog for bøder og fængsel, fordi han gav han hende nogle ordentlige rap over fingrene med en stok. Men betale for det ødelagte, skulle hun.
Hun var 17 år, så hende måtte han gerne slå. Der er nogen, der siger, at det hedder hustugt. Godt jeg er så gammel, siger jeg bare.
Hold da op, hvor jeg snakker. Jeg må kun være væk i en time, så jeg skal skynde mig tilbage.
Tyende må nemlig kun være uden for hjemmet med tilladelse fra husbond.”
4. Kvinden fra Fattighuset
Af Susanne Wiederquist
Åh, god dag. Se dog ikke så nysgerrigt på mig. Det er slet ikke passende, at jeg hilser på byens borgere. Egentlig må jeg slet ikke være her. Jeg trængte bare til lidt frisk luft, for luften derinde er så beklumret.
Tro endelig ikke, at jeg beklager mig, for jeg er da taknemmelig for at have et sted at være.
Hvem jeg er? Mit navn er Katrine Rasmussen. Jeg er 75 år og enke gennem 7 år.
Da min Hjalmar døde, var der ikke andet for mig end fattighjælpen.
Tænk, at det skulle gå så galt. Vi har dog haft et lille hus i Grønnegade. Der er ikke mange, der er regner Grønnegade for noget, men vi havde vores eget hus.
Min mand Hjalmar var skomager med egen svend. Jeg havde en pige til at hjælpe mig med huset og haven.
Vi havde den dejligste køkkenhave. Men så blev Hjalmar syg og kunne ikke arbejde. Det var brystsygen, der tog ham. Børnene var alle fløjet fra reden og Gudskelov for det, men de kunne ikke hjælpe.
Huset blev solgt, og jeg flyttede ind hos min søster i Jomfrustræde. Hendes mand ville dog ikke have mig i sit hus.
”Du er en klods om benet Katrine,” sagde han. Så jeg måtte flytte. Jeg lejede et lille værelse hos min tidligere nabo og forsøgte at tjene til mit underhold ved at sy for folk, men jeg kunne ikke leve af det.
Så måtte jeg stille for præsten. Der var ikke anden udvej.
Han sad bag sit store skrivebord, mens jeg stod med rystende ben og fortalte om det hele. Han spurgte mig igen og igen, om jeg var sikker på, at jeg ikke burde have gjort mere for at undgå min skam.
Han spurgte også, om jeg klar over, at jeg ikke måtte gifte mig igen, hvis jeg skulle bo på fattiggården, og at mit navn ville blive læst op i kirken én gang om året.
Til sidst var mine ben ved at give efter. Jeg var så flov, at jeg ikke turde se ham i øjnene.
Lidt efter sagde han dog, at han ville tale med fattigforstanderne om min sag og muligvis lade sagen gå til fattigkommissionen, tror jeg har kaldte det. Jeg kunne kun få hjælp, hvis jeg blev fundet værdig til at modtage fattighjælp. Den slags er kun for personer, der ikke selv er skyld i deres ulykke.
Nu bor jeg altså i fattighuset. For at få lov til at bo her, skal jeg arbejde. Jeg spinder og væver
Jeg bor her sammen med 12 andre, og vi er fattiglemmer. Vi bor mænd for sig og kvinder for sig.
6 af os er enker. Den yngste er lige over 40 år, og den ældste nærmer sig de 85.
Her bor 1 gift kvinde. Jeg tror nok, at hendes mand rejste fra hende, og så havnede hun her.
Desuden bor her tre børn på 6, 12 og 14 år. Deres forældre er døde. Den ældste bliver snart sendt ud at tjene på en gård.
For tiden bor her også en mand.
Jeg er så glad for, at mine børn er voksne, for når man bor på en fattiggård, mister man retten over sine børn. Man må heller ikke selv bestemme, hvor man vil bo, hvis man modtager fattighjælp.
Præsten fortalte mig, at hvis jeg troede, at jeg ikke skulle arbejde som fattiglem, tog jeg gruelig fejl. Dem, der bor her, skal arbejde for at få lov til at være her.
Det har jeg forstået nu, for vi arbejder det meste af 10 timer hver dag. Det er dog ikke alle, der kan klare det. Minna på næsten 80 år kan i hvert fald ikke.
Så hun får lov til at slippe nemmere om ved det. Men hvis man som jeg har et godt helbred, er der ingen vej uden om. Selv om jeg spinder og væver, har jeg ondt i min ryg og mine arme. Det er især slemt om efteråret og vinteren.
Jeg må hellere lade være med at sige mere om, hvordan vi bor, da jeg må ikke være utaknemmelig. Men jeg længes efter mit lille hus i Grønnegade hver eneste dag.
Nu vil jeg skynde mig tilbage, for jeg må slet ikke forlade fattiggården uden af få lov. Jeg trængte bare sådan til lidt frisk luft.
5. Christines monolog
Af formidler, cand.mag. Anne Mette Liedecke Dall, Thorvaldsen Samlingen på Nysø, for Gyldne Dage i Præstø 2024
Efteråret 1845.
Vi befinder os halvandet år efter Thorvaldsens død. Christine Stampe står og taler, mens hun holder sine færdigskrevne erindringer i hænderne.
“Så! Nu er jeg – endelig – ved at være færdig! Færdig med at samle alle mine dagsbogsnotater og erindringer om vor elskelige Thor, Danmarks store billedhugger, Bertel Thorvaldsen.
Det er nu mere end et år siden, at Thor pludseligt døde i teatret – under ouverturen – da han sad på sit faste sæde og ville se det nye stykke, der skulle sættes op! Det er dog en af de skrækkeligste aftner i mit liv! Uh, jeg gyser bare ved tanken om hin aften!
Ja, på Nysø har vi alle sørget og været ganske ulykkelige lige siden, at Den Store døde! Det virker nu så tomt på Nysø, selv om der jo er masser af mennesker! Det bliver aldrig det samme, og vi savner ham hver dag – hans gode humør, hans latter og varme. Vor Thor, der så gladeligt tog del i alle vor daglige gøremål på Nysø! Han elskede at være sammen med børnene, formede julekager med dem, og hver aften spillede vi jo også lotteri, sådan som Thor elskede det. Og vi lod ham jo altid vinde – til stor morskab for os alle!
På selve aftenen, hvor Thor døde, havde vi netop siddet i vor dejlige kreds i vor lejlighed i København – der var intet forvarsel på, at Thor ville blive dårlig; under middagen var han munter og sjov som altid – han grinede og var vittig. Men så pludselig – få timer senere – var han død som en sild! Midt i teatret! Åh, nej! Jeg glemmer aldrig synet af ham, som han lå dér i sin lejlighed på Charlottenborg, hvor man bar ham hen, efter at han var død i teatret. Jeg blev hentet til, for jeg var ikke selv i teatret hin aften. Jeg så straks, at alt var forbi. Mit hjerte skælver aldeles ved tanken derom! Ja, jeg får gåsehud og tårer i øjnene, når jeg taler derom!
Men sikke en god tid, vi nåede at have med Thor på Nysø og i vor lejlighed i København! Nu har jeg, hans gamle Mutter Christine, som han kaldte mig, selv om jeg dog var mere end 25 år yngre end ham, samlet mine notater og erindringer om vor Thor og vort liv sammen – her har jeg dem. Nu får Thor et godt og ærligt eftermæle fra sine sidste år i vor kreds.
Det var de sidste knap fem år af sit liv, at Thor kom hos os – det var årene, efter at han kom tilbage til Danmark fra sine mere end 40 år i Rom. Og hvor var Thor lykkelig i vor kreds. Hvor ofte kaldte han dog ikke selv denne tid for ”den lykkeligste periode i sit liv!” Det sagde han mig mange gange – han sagde, at tiden på Nysø var den periode i hans liv, hvor han ”mest ublandet havde følt lykken!” Hos os var Thor ikke alene en stor kunstner; hos os var han først og fremmest et elskeligt menneske!
Men ak, Thor er her ikke mere! Og her på Nysø er meget allerede forandret. Dog her kommer stadig vor kreds, men ikke som i Thors tid! Børnene er også blevet større. Jeanina – Thors øjesten – som elskede at frisere og flette hans lange hår, er nu 12 år. Hun en flink pige, men kan også være ganske næsvis. Åh, hvor ville Thor have grinet ad vor småskænderier.
Og Henrik, vor ældste, store og fornuftige dreng! Han er nu allerede 24, og en dag skal han jo overtage hele Stampenborg. Han er nu i København for at studere jura – han skal have en ordentlig uddannelse, inden han skal overtage baroniet. Dog, det virker ikke, som om Henrik holder sig til studierne! De keder ham vist, og han forsømmer tit, tror jeg.
Jeg kan ikke rigtigt styre ham. Han har forelsket sig! Desværre i den aldeles forkerte pige – ifølge mig! Hun hedder Jonna og er barnebarn af gode gamle Jonas Collin. Henrik og Jonna har kendt hinanden i et par år nu, og de har endda trolovet sig – i al hemmelighed og uden min godkendelse! Jeg blev så ganske tosset, da Henrik fortalte mig det! Jeg giver aldrig min tilladelse til dette parti! Det endte i et stort skænderi, da jeg sagde dette rent ud til Henrik, og vi blev ikke forsonede. Henrik skal finde sig et passende parti, og Jonna er jo af borgerskabet! Hendes familie er ikke adelig som vor! Der er så mange yndige adelsfrøkner i vor kreds, og jeg ønsker, at Henrik finder sig en pige, der passer til hans stand. Han skal trods alt være næste ejer af Stampenborg og herre til Nysø!
H.C. Andersen, vor eventyrdigter, er ven af vor kreds – men ham kan jeg heller ikke styre! Andersen er Henriks nære ven, og jeg har hørt, at han har spillet en rolle i Jonna og Henriks forbindelse. Man siger, at han løb med kærlighedsbreve imellem de to forelskede, og jeg har skændtes med ham mange gange derover, men kan ikke få de unge til at indrømme det. Åh, ungdommen i dag!
Ak, bare Thor dog fortsat havde været her! Hvad ville han mon have sagt til hele denne kærlighedsmisere med de unge? Bare jeg kunne få nogle gode råd af den kære gamle. Dog, ville Thor, der selv var lidt af en kvindebedårer, nok grine ad mig og sige, at jeg ikke skulle være så streng og lade de elskende få hinanden! Han var jo selv et frit kærlighedsmenneske, en ægte libertiner, som selv havde haft flere kvinder og levede ugift med moren til sine børn i mange år. Thor lod sig ikke binde af hverken stand eller status … men ak, jeg vil dog ikke tillade denne forbindelse imellem Jonna og Henrik – jeg vil ikke lade mig ikke presse … heller ikke selv Jonnas familie finder på at deklarere forlovelsen … men hvis de gør – hvad gør jeg så?
Ak, det er ikke lette tider her på Nysø … Her blæser nye vinde … “
”Christines monolog” er skrevet af formidler, cand.mag. Anne Mette Liedecke Dall, Thorvaldsen Samlingen på Nysø, for Gyldne Dage i Præstø 2024.
Monologen bygger på kilder og autentiske begivenheder, men inddrager fiktive dramatiseringer ift. levendegørelsen af historien, som den kunne have taget sig ud.
6. Fru Grønvolds fortælling
Af Susanne Volqvartz
Fru Grønvold fortæller sin historie ved sin enkebolig Grønnegade 1 i ca. 1855.
“Jeg glæder mig til at fortælle jer min historie. Jeg hedder fru Grønvold, Mette Marie. Jeg bor nu her i mit dejlige hus, som jeg købte og byggede om efter min mands død i 1852. Jeg bor her sammen med mine to yngste børn Carl og Cathrine på 16 og 18 år. Vi tre kan nøjes med en husjomfru og en stuepige til hjælp.
Men sådan har det ikke altid været!
Både jeg og min mand er bondefødte og fra Jungshovedegnen. Jeg var bare 19 år og Grønvold var 26, da vi blev gift i 1814. Grønvold havde allerede investeret i flere ejendomme. Hans forretninger gik godt, så han kunne købe Pennalhuset i Adelgade 95 til os i 1815. Her indrettede han sin første krambod, og jeg blev købmandskone. Hans forretninger udviklede sig uafbrudt med køb af nye ejendomme og fremsynede investeringer. Han var f.eks. en af de første i Danmark, der investerede i en dampmaskine. I løbet af årene blev han en af byens mest magtfulde og velhavende mænd, og vi kom på venskabelig fod med folk som baronen og baronessen på Nysø, og Grundtvig, som for en kort stund var præst her, døbte en af vores sønner.
Jeg var altså købmandskone i en hurtigt voksende husholdning. Der er nok at se til i sådan en husholdning. I de første år var der ikke mange af nutidens moderne bekvemmeligheder som f.eks. det fantastiske brændekomfur, vi bruger nu til dags. Jeg stod for at organisere slagtning, saltning og henkogning af kød, konservering og tørring af grøntsager, madlavning og rengøring. Og som det allervigtigste sørgede jeg for, at Grønvold altid kunne komme hjem til et roligt hjem med velopdragne børn, – opdraget i gudfrygtighed. Hvor Grønvold handlede i verdens larm og vrimmel herskede jeg ved ynde og mildhed i hjemmet.
Min arbejdsplads var i hjemmet som hustru, moder og husmoder.
Efterhånden som Grønvolds virksomheder udviklede sig, fik jeg flere og flere repræsentative pligter. Det var vigtigt for forretningen, at kunder og samarbejdspartnere blev modtaget i en købmandsgård, der åndede ro og velstand en købmandsgård, hvor der var styr på tingene.
Tjenestepigernes arbejde var helt mit gebet. Der skulle dagligt serveres mad til 16 karle, lærlinge og tjenestepiger. Desuden skulle der dagligt laves 3 til 5 retter mad til herskabet. Maden til tjenestefolkene var selvfølgelig mere simpel, men det var alligevel en stor opgave. Heldigvis havde jeg en dygtig husjomfru til min hjælp.
Børneflokken voksede til vores store glæde. Ikke mindre end 9 dejlige børn har jeg født og opdraget til flittige og gudfrygtige børn, som alle kom godt i vej. Begge mine to ældste sønner Rasmus og Hans Peter er dygtige købmænd og har overtaget driften af deres fars købmandsvirksomhed efter hans død i 1852.
Han døde ligesom han havde ombygget vores købmandsgård i Adelgade til en fuldt moderne gård med dejlige boligforhold og plads til købmandsvirksomheden. Det var meget trist.
Men tilbage til mit liv. Selv om det var slidsomt at drive husholdningen, fik jeg da lidt tid til andre sysler. Jeg nød at læse især Fru Gyllembourgs romaner og noveller. Hun skriver så dejligt om vores liv og udfordringer som kvinder og om vores dagligdag og kærlighed. Altid har hun en opbyggelig historie, som vi kan lære af.
Grønvold og jeg var meget optaget af kirken og af at hjælpe de stakler, der kom ud i fattigdom. Derfor hjalp vi selvfølgeligt de fattige i perioder med dyrtid, og vi har skænket betragtelige beløb til kirkens restaurering. Det er et område af vores liv, som især jeg har taget mig af.
Nu bor jeg som sagt i dette skønne hus, med al den komfort man kan ønske sig, smukke møbler af mahogni, madrasser i sengene, masser af duge, servietter sølvtøj, gardiner og smukke skilderier på væggene. Hele vejen igennem et smukt hjem. Efter at jeg blev enke, kunne jeg nedsætte mig som pengeudlåner. Forretningen går godt, jeg kan tage 4% i renter. Jeg har for tiden over 20.000 rigsdaler ude at arbejde. Det giver mig en rigtig bekvem indtægt, og jeg nyder at gøre forretninger. Det er selvfølgeligt kun muligt fordi jeg er enke. Kvinder er ikke myndige, de råder ikke selv over deres penge, og der er også forskel på hvordan kvinder og mænd arver. Drengene arver dobbelt så meget som pigerne. De skal jo giftes og underlægge sig deres mænd.
Jeg har været rigtig glad for mit liv, man kan sige, at mit liv har opfyldt alle mine drømme. Men der er jo stadig børnene at tænke på. Mine ønsker er, at de må klare sig lige så godt som deres fader og jeg gjorde. Og så et lille pip om pigerne. Jeg ønsker for dem, at de kan få lov til at uddanne sig lige så meget som drengene, og at de kan få lov til at råde over deres egne penge. I min enkestand har jeg oplevet, hvor vigtigt det er.