Danmark
Danmark blev regeret af den enevældige kong Frederik d. 6., som allerede før århundredeskiftet tog magten fra sin sindssyge far. Han var konge fra 1808 til 1839, hvor hans nevø Christian d. 8 overtog magten. De første 20 år af århundredet var en katastrofe for Danmark. Vi tabte to krige. Vi mistede Norge. Staten gik bankerot i 1813 og som følge af en kæmpe inflation gennemførte man en pengeombytning og løb ind i en dyb landbrugskrise. Herefter fulgte en sværm af konkurser, og der var ikke midler til at få erhvervslivet på fode igen.
Da handelen endeligt kom i gang igen, havde forholdene ændret sig totalt. København mistede sin status som ledende handelsby. Det var nu provinsbyernes århundrede. 1800-tallet blev et kornhandelens århundrede med stigende eksport til England. Indtægterne på korn fordobledes fra 1829 til 1839 og omsætningen kom overvejende provinskøbmændene til gode. I 1840erne var Danmark ikke længere et fattigt land. Kornpriserne fortsatte med at stige og købmændene satte nu en ære i at levere ordentlige varer. I Præstø gik det rigtigt godt. Selv om byen var den mindste af amtets købstæder, havde den en betydelig handel, og det var den købstad i amtet, der fra 1810 til 1839 havde den største fremgang.
Præstø
Ved begyndelsen af 1800-tallet var Præstø en lille fattig by med spredte, simple og brandfarlige huse. Byen havde i løbet af 1700-tallet oplevet pest og krig, og den nedbrændte flere gange. Med et indbyggertal på 480 i 1801 var Præstø en lille by. Og byen havde ikke mange chancer.
Men der var hjælp på vej. Landboreformerne og ophævelse af stavnsbåndet i slutningen af 1700-tallet betød at flere bønder blev ejere af deres gårde og kunne begynde at sælge deres landbrugsvarer og købe varer i byen. Samtidig kom den internationale kornhandel til at spille en stor rolle.
Dæmningen
Men, men, men der var flere forhindringer. Præstø havde en elendig beliggenhed i forhold til handel. Det var bøvlet at få varer fra fastlandet over til øen og omvendt, og havnen var alt for dårlig.
Heldigvis var der to storkøbmænd med et kæmpe initiativ og en gedigen interesse i at få del i den blomstrende handel. Det var købmand Christian Worm og købmand Rasmus Kornerup. De tog initiativ til at gøre øen landfast igennem egne investeringer og den tids lobbyarbejde. I 1803 udbedrede de for egen regning den gamle landevej på fastlandet og i 1805 fik de udvirket, at den gamle træbro ved Vesterport blev erstattet af en dæmning.
Havnen
I 1799 bestod havnen af sammenvæltede sten og var som alt andet i byen stærkt forfalden. Dette var til stor skade for handelen. Byen nedsatte derfor en havnekommission, som indsendte et andragende til staten om et lån til bygning af en havn. Der kom ingen svar, proceduren blev gentaget flere gange de næste 20 år uden succes. Først i 1827 lykkedes det at få et lån og godkendelse til at anlægge havnen, der stod færdig i 1828. Havnen blev en kæmpe succes og lånet blev tilbagebetalt i ekspresfart. Havnen blev Sjællands fjerde største.
Worm og Kornerup dominerede handelen i de første årtier. Det var vanskelige årtier for Danmark med tab af to krige, statsbankerotten i 1813, inflationen og den økonomiske krise. Resultatet var endeløse fallitter og Christian Worm og Rasmus Kornerup var to af dem.
Nye købmænd kom til, købmand Grønvold var en af dem. Han startede sin karriere som handelsbetjent hos købmand Worm. I 1814 startede han en krambod i Pennalhuset Adelgade 95-97. Det var blot en beskeden start. I løbet af de næste årtier investerede han i kormagasiner og produktionsmidler. I 1838 købte han som den første dansker en dampdrevet korntørremaskine. Han ejede endvidere et sildesalteri på Stevns og eksporterede kalksten fra Fakse Kalkbrud. I 1842 byggede han det nu fredede pakhus på havnen.
Købmand Grønvold var ikke den eneste købmand i byen. Ifølge folketællingen fra Præstø i 1845 boede der 853 personer. Købmændene dominerede med 8 storkøbmænd som samlet beskæftigede 64 personer i handelen. Hertil kom en række håndværk som for eksempel bødkerfaget med direkte relation til handelen.
Rådhuset
Rådhuset fra 1750 var også usselt og utilstrækkeligt da byen begyndte at udvikle sig i 1800-tallet. Derfor indsendte byen et andragende om at få skolestue i bygningen og i stedet flytte ”raadstuen” for at få bedre plads. Men planerne strandede i bureaukrati og først i 1823, hvor byfoged Møller indsendte en tegning udarbejdet af Viborgarkitekten Villads Stilling og et budget på 4000 rigsdaler til et nyt rådhus, gav det resultat.
Den 2. august 1823 godkendte kancelliet tegning og budget og gav tilladelse til at bygge et fælles ting- og arresthus. Nu gik det stærkt. Den 19. oktober 1823 kunne byfogeden indsende en kontrakt med to lokale foregangsmænd købmand H.C. Grønvold og tømrermester Hans Andersen, om at bygge rådhuset for 4721 rigsdaler, til godkendelse. Arbejdet blev sat i gang og allerede den 24. april året efter blev der afholdt syn på den nu færdige bygning.
Vokseværk
Med handelen voksede Præstø hurtigt i begyndelsen af 1800-tallet. Der var behov for arbejdskraft og dermed også boliger. Man anlagde derfor nye kvarterer i byen herunder torvet og kvarteret omkring Grønnegade som kom til i 1820erne. Dette blev fremmet igennem tilbud om gratis byggegrunde Det var lovligt ifølge kongeligt reskript. Denne lukrative mulighed fortsatte til omkring 1830.
Med stigende indbyggertal voksede også antallet af håndværksmestre og svende. 13 håndværksmestre stod i 1845 for byggeriet og så kom serviceerhvervene som kaminfejer, øltapper, spækhøker, guldsmed, skrædder osv. 34 mestre stod for den del.
Den lokale handel foregik ikke via butikker, som vi kender det i dag. Håndværkerne solgte deres ydelser direkte fra eget værksted. Desuden var der markedsdag to gange om ugen, og tre gange om året blev der holdt et stort marked.
De fattige
Men det var ikke alle der fik del i den velfærdsstigning, som handelen førte med sig. I Adelgade 59 boede der i 1845 13 almisselemmer. Primært ældre enker og deres børn. Der var ikke plads til alle byens fattiglemmer i Adelgade 59, så nogle boede andre steder. I alt modtog 17 fattighjælp som de kunne supplere med lidt syning eller forefaldende arbejde. Ud over de voksne almisselemmer var der 6 børn i byen der var sat i pleje hos forskellige familier i byen, alle disse plejefamilier hvade meget ringe kår.
Skolen
© Fra Hoven Museum.
Skolen lå på Grønnegades nordre side. I 1815 var der 60 skolesøgende børn. Undervisningen blev i 32 år forestået af degnen Andreas Tønnesen, som også fungerede som klokker. Pigerne blev undervist i håndarbejde af Tønnesens hustru.
Man gik i skole i 7 år, fra 7 til ca. 14 år. Der blev undervist i religion, skrivning og regning, samt læsning. Desuden skulle læreren ”vejlede” børnene i sang. Undervisningen byggede på udenadslære, blandt andet fra ‘Katekismus’, som var ‘Spørgsmål og svar i kristendommens centrale trosartikler’. ‘Kan du ej din Katekismus vanker der af spanskrøret’. Når man kunne sin katekismus kunne man blive konfirmeret og forlade skolen.
Byens elite
Præstø fik i løbet af 1830 et nationalt ry som samlingssted for landets kunstneriske og intellektuelle elite. Det var parret Henrik og Christine Stampe fra Nysø, der betegnes som nogle af guldaldertidens største mæcener der samlede kunstnere om sig på godset. Til de faste besøgende hørte H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger, B.S. Ingeman, Grundtvig og mange flere. Fra 1839 til 1844 boede og arbejdede Bertel Thorvaldsen i lange perioder på Nysø. Godset blev bl.a. hædret igennem et besøg fra kong Christian d. 8 og dronning Caroline Amalie. Vi kan glæde os over, at baronessen reddede en stor del af Thorvaldsens arbejder ved at få modellerne brændt på det lokale teglværk, så vi stadig kan se dem på Thorvaldsen Samlingerne på Nysø og H. C. Andersen skrev de uforglemmelige eventyr Nattergalen og Ole Lukøje under ophold på Nysø.
Vi har også artikler om uddannelse i disse dage https://www.gyldnedage.dk/uddannelse-i-1800-tallet/
Af Susanne Volqvartz, 13. april 2021